Webanalyse kan ses på bundlinien

Google Analytics er et fantastisk værktøj. Og så er det gratis….
Der er et utal af muligheder for at øge sin indtjening via sin hjemmeside. Det kan være salg via en webshop, generering af leads, tilmelding til f.eks nyhedsmails, download af pdf’er osv. Det kan nemt gribe om sig, når man først fordyber sig i de mange data, men har du blot et par minutter, foreslår jeg, at du ser på denne rapport.

Hvor stammer de besøgende fra? Hvilke af dine markedsføringstiltag giver god indtjening?

Under “kundehvervning” finder du menuen “al trafik,” hvor du har mulighed for at se, hvilke trafikkilder der har ført de besøgende til din hjemmeside. Har du en webshop og har slået ehandelssporingen til, har du desuden mulighed for at se hvor meget omsætning hver trafikkilde har genereret.

Den første kolonne “Kilde/medium” fortæller hvor trafikken kommer fra.
Kilde: Der hvor trafikken er sendt fra – f.eks google, en side hvor du har købt bannerannoncering eller en hjemmeside, hvor nogen har linket til din hjemmeside.
Medium: Typen af trafik. Er google din kilde, kan medium f.eks være cpc (adwords) eller organisk (søgeoptimering). Er din kilde=dorthemoller.dk og medium=referal, er det fordi jeg har et link til din hjemmeside på min hjemmeside.

Overvej flg.:

  • Hvilke trafikkilder giver flest besøgende?
  • Er der trafikkilder som ikke giver den ønskede trafik og du måske skal udelukke i din markedsføring?
  • Er der trafikkilder, som du ikke havde forventet gav trafik til siden?
  • Hvilke markedsføringskanaler bør boostes yderligere?
webanalyse-altrafik.png

Vil du have endnu mere styr på, om dine online markedsføringtiltag virker, har du mulighed for at bruge kampagnesporing, som du kan læse om her.

Psykologiske triggers - Sympati, gensidighed og social accept

Når du arbejder med din markedsføring, har du mulighed for at bringe en række psykologiske principper i spil. De første 3, vil jeg beskrive her: Sympati, gensidighed og social accept.

# Sympati
Mennesker fatter sympati for dem, som gengælder sympatien. Med andre ord: man synes bedst om de mennesker, som også synes godt om en selv.
Vi stræber efter og er enige med mennesker vi kan lide og beundrer. Det skaber sociale bånd og tillid. Anbefalinger fra det netværk vi har tillid til, er stærke anbefalinger.

Vi har mere tillid til netværkets anbefalinger end reklamer. Det er efterhånden ved at være udbredt at bruge de sociale medier, når man har brug for et råd i forbindelse med et køb. Man laver en opdatering og forventer respons fra netværket. Det gode (og nogle tilfælde dårlige) er, at man som producent får gratis omtale.

# Gensidighed
Mennesker vil altid forsøge at gengælde en tjeneste.
Vi har et medfødt behov for altid at gengælde tjenester, hvad enten vi har bedt om tjenesten eller ej. Tjenester man har gjort for mennesker i sit netværk vil derfor altid blive gengældt.

En drive-in Starbucks i Conneticut lavede et pay-it-forward eksperiment i december 2013. Hver kunde fik at vide, at kunden før dem allerede havde betalt for deres bestilling. De fik derefter at vide, hvad kunden efter dem havde bestilt og blev spurgt om de ville betale for det. Kæden varede i 4 dage og 1,468 betalte for kunden efter dem.

# Social accept
Mennesker følger hvad andre gør, både dem i deres egen sociale kreds og dem de ser op til. 
Vi ser på hvad andre gør eller har gjort når vi bliver usikre på en beslutning. Vi følger mængden – den gode gamle lemmingeeffekt.

Popidolet Medina er meget aktiv på de sociale medier. Hun når ud til hver sjette dansker hver gang hun laver en opdatering. Det gør hende meget interessant for producenter, som har produkter der rammer Medinas målgruppe. Producenterne betaler Medina for at have deres produkter med i opdateringerne. Som oftest billeder på instagram. Hold f.eks øje med Schweppes i hendes opdateringer.

Læs også om de psykologiske triggers: konsekvens, knaphed og autoritet.

Psykologiske triggers - Autoritet, knaphed og konsekvens

Når du arbejder med din markedsføring, har du mulighed for at bringe en række psykologiske principper i spil. De sidste 3 vil jeg beskrive her: Autoritet, knaphed og konsekvens.

# Autoritet
Autoritet er magten til at kunne skabe indflydelse hos andre.
Autoriteter bliver brugt mere end nogensinde før. I nyhedsmedier, såvel som markedsføring. Vi læner os op ad dem for på den måde at skyde genvej til specialiserede informationer.

Michael Laudrup har været frontfigur for OTA Solgryn. Det giver os et billede af, at spiser man havregryn bliver man sund og sporty. Flere virksomheder indenfor personlig pleje har brugt en mand/kvinde i en hvid kittel med speciale i den givne produkttype. En ekspert, som har kunnet dokumentere forskningsresultater i forhold til netop det givne produkt.

# Knaphed
Når der er tegn på knaphed, bliver tingene mere værdifulde.
Når noget er på vej til at forsvinde, frygter vi, at det ikke kan anskaffes igen i rette tid. Vi vil derfor forsøge at anskaffe os det, mens det stadig er muligt.

Følgende trigger udsættes vi ofte for, især lørdag formiddag, når vi pløjer os gennem tilbudsaviser. “Så længe lager haves.”

# Konsekvens
Når vi bliver usikre vælger vi den løsning, som er konsekvent i forhold til tidligere oplevelser.
Alle oplevelser lagrer sig i vores (u)bevidsthed. I situationer, hvor vi er usikre omkring et valg, vil gamle oplevelser hjælpe os med at træffe en beslutning.

GAP, et amerikans tøjbrand, ændrede i 2010 deres 20 år gamle logo. Det nye logo fik genkendeligheden til at forsvinde, fordi det var markant anderledes end det gamle. Det skabte en storm af utilfredse kunder på de sociale medier, så GAP måtte skifte tilbage til det gamle logo. Man forventer at det kostede en omsætning på $100 mil.

Læs også om de psykologiske triggers: sympati, gensidighed og social accept.

Måling af kampagner

Bruger du Google Analytics som analyse værktøj på din hjemmeside, findes der et hurtigt lille trick til at måle alle online kampagner. 

Lad os sige, at du har købt en bannerannonce på en side, hvor din målgruppe befinder sig.
Du vil gerne vide, om der er nogen der klikker sig videre til din side – og endnu bedre. Konverterer de til salg? (Salg kan både være salg fra en webshop, men det kan også være tilmelding til nyhedsmail, udfyldning af en formular osv.)

Du har købt en banner-annonce på forsiden af www.husmoderen.dk og henviser til en side der hedder www.kludebutikken.dk/karklude.

Først skal du gå til Googles URL-builder, som du finder her

Udfyld felterne, som jeg har beskrevet det her:

Campaign Source: husmoderen.dk
På hvilken side skal kampagneurl’en bruges.

Campaign Medium: banner
Hvilken type link skal sende trafik videre.

Campaign Term:
Til søgeord, men den behøver vi ikke udfylde.

Campaign Content:
Bruges til at differentiere forskellige url’s. Den behøver vi heller ikke udfylde.

Campaign Name: husmoderen.dk – forside
Det navn du ser, når du skal finde din kampagne i Google Analytics.

Når felterne er udfyldt og du trykker på generate, vil du få en meget lang URL.
www.kludebutikken.dk/karklude?utm_source=husmoderen.dk&utm_medium=banner&utm_campaign=husmoderen.dk-forside
Det er den URL du beder om at få lagt på banneret. (Bare rolig – brugeren ser ikke denne lange url.)

Derefter logger du ind på din Google Analytics konto. Under kundehvervning og kampagnetrafik kan du se resultatet, når der begynder at komme besøgende til din hjemmeside via banneret.

 

Kampagneurl.png

Er det en webshop og du har opsat e-handelssporing, vil du også kunne se, hvor meget besøgende fra bannerannoncen konverterer. Har du opsat andre mål for, f.eks hvor mange der tilmelder sig din nyhedsmail eller udfylder en formular, har du også mulighed for at se, hvor mange der opfylder det mål, når de kommer for bannerannoncen.

Sidst men ikke mindst ved du, om det kan betale sig at bruge dine markedsføringskroner på netop dette site en anden gang.

Du har også mulighed for at bruge en sporing, hvis du vil måle traffik og salg fra f.eks.::

  • Signaturen i din email.
  • Når du laver en opdatering eller en annonce på de sociale medier.
  • Når du har et link til din side på en anden hjemmeside.
  • Forskellige profiler, hvor der henvises til hjemmesiden, LinkedIn, Krak osv.

Laver du mange kampagne-url, kan det være en god ide, at bruge et regneark til at holde styr på dem.